(Opdateret) For otte år siden blev Uber skræmt ud af Danmark, efter at de etablerede taxa-selskaber kørte en politisk kampagne mod det amerikanske selskab for social dumping og skattesnyd.
Det hele endte med, at regeringen indførte en ny taxa-lovgivning, som Uber ikke ville arbejde under. Desuden blev Uber et par år efter idømt en bøde på 25 millioner kroner.
For et år siden vendte Uber dog for alvor tilbage, da man købte Danmarks største taxa-selskab – Dantaxi 4 x 48 – og dermed fik adgang til 1.900 vogne og 3.500 chauffører.
Dantaxi blev samtidig en del af verdens-omspændende transport-koncern, hvis Uber app kan bruges i over 70 lande og flere end 15.000 byer.

I Danmark bestiller kunder via Uber app’en taxa-kørsel, der udføres af professionelle chauffører og styres af et etableret kørsels-kontor. (Foto: Dantaxi)
Siden sit comeback i maj sidste år har Uber målrettet udvidet sine aktiviteter på det danske marked, så Uber og Dantaxi i dag dækker landets 25 største byer plus Bornholm.
Den senest ankomne er Randers, mens Svendborg kom med i Uber verdenen i maj.
Uber fungerer stort set ens verden over, men der kan være forskelle, fordi selskabet tager hensyn til nationale og lokale forskelle i lovgivning og regler.
Det gælder også i Danmark, hvor Uber fungerer efter danske taxi-traditioner. Det vil sige, at kørslen udføres af professionelle taxi-chauffører i godkendte taxi-køretøjer.

Uber Eats er også på vej ind i Danmark som konkurrent til Wolt. (Foto: Uber Eats)
Ikke af private bilister, der ville tjene lidt ekstra ved at køre i egen vogn – sådan som Uber eventyret oprindeligt tog sin start.
Kernen i Ubers system er app’en, som kan benyttes over det meste af verden. I flere lande tilmed til mere end traditionel taxi-kørsel. F.eks. til mad- og vare-udbringning.
‘Det gælder også i Danmark, hvor Uber Eats blev lanceret for nogle uger siden. Tjenesten er primært aktiv i store danske byer som København, hvor den konkurrerer direkte med Wolt og afløser Just Eat, der lukkede ned her i landet i april.
I Danmark dækker Uber app’en nu hovedstads-området, Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg, Horsens, Randers, Kolding, Vejle, Roskilde, Silkeborg, Herning, Hørsholm, Helsingør, Næstved, Viborg, Fredericia, Køge, Taastrup, Holstebro, Hillerød, Slagelse, Holbæk, Sønderborg og Svendborg.
Derudover kan Uber også bruges i en lang række mindre byer gennem aftaler med lokale vognmænd….
(Indledningsfoto til artiklen: Uber)





Skriv et svar