Passagerfly ligner hinanden. Rigtig meget udefra.
Man skal være lidt af en kender for at se forskel på f.eks. Boeing 737 MAX og Airbus A320neo, på Boeing 787 Dreamliner og Airbus A350 eller de små Airbus A220 og Embraer E195.
Når californiske Natilus får sine Horizon passagerfly og forinden den rene fragt-variant Kona kommer på vingerne om nogle år, er det en helt anden sag.
De ligner ikke noget andet i civil luftfart. I militæret minder de om de amerikanske B2 bombefly, mens historisk interesserede måske husker Tysklands Arado ”Amerika Bomber” fra anden verdenskrig, som aldrig kom i tjeneste.

Horizon fly er på størrelse med Airbus A320 eller Boeing 737, men ser noget anderledes ud. (Foto: Natilus)
For alle gælder, at de er ”flyvende vinger”. Maskiner, hvor vinger og krop går ud i ét.
Natilus er nået ret langt med sit Kona fragtfly, hvis første prototyper skal flyve næste år. Maskinen skal så kunne gå i produktion fra 2028.
Natilus udvikler Kona, så det flyver forholdsvist langsomt og bruger meget lidt brændstof. Tophastigheden er Mac 0,3 eller ca. 430 kilometer i timen.
Hastigheden er meget mere kritisk ved passagerfly. Derfor skal Horizon kunne nå 990 kilometer i timen eller Mach 0,8.

Business Class er en hel lille privat stue ombord på Horizon. (Foto: Natilus)
I fysisk størrelse og passagertal skal Horizon ligge tæt på sine direkte rivaler Airbus A320 og Boeing 737 Max eller for den sags skyld også Kinas nye Comac C919.
Nu har Natilus så for første gang vist billeder af, hvordan indretningen af kabinen i Horizon kunne se ud.
Den er også noget anderledes end normale fly i dag, fordi designet med de sammensmeltede vinger og krop skal give 40 procent mere plads indenbords..
Den plads vil Natilus udnytte til bredere sæder, bredere armlæn og bedre benplads end hos konkurrenterne i dag.

Et Economy Class sæde i Horizon har usædvanligt meget plads. (Foto: Natilus)
Horizon flyet vil samtidig kun bruge halvt så meget brændstof. Til gengæld betyder konstruktionen, at der vil være langt færre vinduer at kigge ud af.
I stedet kan flyselskaberne indbygge virtuelle vinduer – skærme – ud for hver sæderække. De viser billeder af verden udenfor, som sendes fra videokameraer indbygget i flyets sider udendørs.
Alternativt taler Natilus også om at indbygge en AI-styret belysning, der automatisk justerer kabinens lysstyrke og lysfarve efter tidspunkt af dagen uden for flyet.
Den enorme plads i skroget også flyselskaberne helt nye muligheder for at skræddersy deres kabiner.

Kona fragt-udgaven benytter propellere, hvor Horizon til passagerer har to jetmotorer. (Foto: Natilus)
De kan f.eks. indbygge sædegrupper for familier og kolleger eller tilbyde op til tre aflukkede konference-lokaler, hvor forretningsfolk kan holde videomøder 12.000 meter oppe i luften..
Ifølge Natilus skal et Horizon fly have 12 sæder pr. række i Economy Class. Det er dobbelt så mange som i bestsellerne Airbus A320 og Boeing 737.
En typisk konfiguration ville være ni rækker Economy Class sæder, der har 78 til 80 centimeters afstand mellem hver række.
Bagved følger Business Class med enten fire rækker sæder og 86 centimeters række afstand eller fire grupper af hver fire sæder.
Bagerst kan så komme en luksuriøs First Class med dagligstue flair Den kan maksimalt udstyres med 16 lænestole.
Totalt set skal et Horizon fly have plads til mellem 164 og 196 passagerer. Det minder meget om Boeing 737 Max og Airbus A320 / 321.
Natilus hævder, at fabrikken har modtaget bestillinger på 580 Kona og Horizon fly til en samlet værdi af 23 milliarder dollars. Hvem køberne er, vil Natilus ikke afsløre.
I øvrigt er Natilus heller ikke længere ene om at udvikle ”blended wing” passagerfly.
I juni præsenterede den ligeledes i Californien placerede konkurrent JetZero et lignende koncept, hvor Z4 flyet er et nummer større – til passagertal på mellem 200 og 250….
(Indledningsfoto til artiklen: Natilus)





Skriv et svar