Olie-rige Qatar har tidligere været på stor-indkøb i Europa, men uden det store held når det gælder flyselskaber.
Qatar Airways brugte milliarder af kroner på at købe sig ind i f.eks. Air Berlin, der gik konkurs sidste år.
Qatar har også været stor-aktionær i Al Italia, men brændte fingrene på det konstant kriseramte italienske flyselskab.
Det fik Qatar Airways til at holde en pause, der blev yderligere forstærket af, at nabolandene til det lille emirat på den arabiske halvø indførte en boykot.
Qatar skal nemlig støtte regeringen i Iran, og dét er bl.a. Saudi-Arabien og Emiraterne fortørnet over.
Resultatet er, at Qatar Airways ikke længere må lade sine fly passere over disse lande. I stedet skal Qatars maskiner flyve en omvej for at starte og lande i hjemme-lufthavnen Doha.
Det koster Qatar Airways mange penge, men hvor de fleste andre ville skære lidt ned i ambitionerne, indtil nabokrisen er overstået, gør Qatar det præcist modsatte.
Qatar køber store sports-sponsorater og investerer videre i udenlandske selskaber. Det gælder i høj grad også i rejse-industrien, hvor Qatar Airwayshar købt sig ind i Air Italy, Cathay Pacific i Hong Kong, LATAM i Chile og i International Airlines Group.
Med 20 procent er Qatar Airways den største aktionær i IAG, der er moderselskab for bl.a. British Airways og spanske Iberia.
Det seneste nye er, at Qatar Airways har kastet sine forelskede øjne på tyske Lufthansa.
I forbindelse med et besøg af tyske politikere i Doha sagde Qatar Airwats topchef Akbar Al-Baker i weekenden, at han godt kunne forestille sig at købe sig ind i Lufthansa, hvis muligheden bød sig.
I første omgang kunne der være tale om en eller anden form for partnerskab. Andre muligheder kunne være fælles marketing kampagner eller ”code sharing”, hvor de to flyselskaber deles om bestemte flyruter.
Med sin centrale placering i Europa og store industri er Tyskland et vigtigt marked for Qatar. Araberne vil f.eks. gerne gøre deres lille land lækker for tyske turister.
Hos Lufthansa får Qatar Airways’ forslag en mildest talt kølig modtagelse:
”Vi har ikke privatiseret Lufthansa i Tyskland, for at selskabet kan blive købt af staten Qatar,” siger en Lufthansa talsmand til nyhedsbureauet Reuters.
Lufthansas topchef Carsten Spohr har også gentagne gange kritiseret Qatar Airways og de andre flyselskaber fra den persiske golf for, at de kun kan konkurrere, fordi de får enorme tilskud fra deres regeringer og magthavere.
En anden forhindring for et tættere samarbejde kunne være, at Qatar Airways er medlem af OneWorld og Lufthansa af den rivaliserende Star Alliance.
Det ser Al-Baker dog ikke som det store problem: ”Vi har flere gange meddelt, at Qatar Airways vil forlade OneWorld….”
(Indledningsfoto til artiklen: Emslichter / Pixabay)
Skriv et svar