Det går meget bedre for den civile luftfart, efter at den var noget langsom om at komme på vingerne igen oven på den temmelig katastrofale Corona pandemi.
Det kan ikke kun ses på, at flyselskaberne generelt melder om en fin sommer med mange udsolgte afgange.
Det kan så også ses på de stigende billetpriser. De kommer nemlig, når flyselskaberne ikke har mange flysæder ledige, og der er rift om de få, som er til rådighed.
Et tredje sted, hvor man kan spore den nye optimisme, er hos de store flyfabrikanter og deres spådomme for den civile luftfarts udvikling i de kommende år.

Der bliver brug for en million flere kabinefolk i de næste 20 år. (Foto: Getty Images / Unsplash+)
Amerikanske Boeing har netop offentliggjort sin prognose for de næste 20 år. Den taler bl.a. om, at der skal bygges 43.600 nye passagerfly frem til 2044.
Langt de fleste relativt små maskiner med en enkelt mellemgang – single aisled i fagsprog. Det er først og fremmest flytyper som Boeing 737 MAX eller Airbus’ A320neo familie.
De små passagerfly udgør de 33.600 i Boeings prognose, mens 7.600 er større såkaldte ”wide bodies” til flere passagerer på de længere ruter.
Nok så interessant for dem, der drømmer om et job i den internationale luftfart, er behovet for knap 2,4 millioner nye ansatte. Mere præcist 2,37 millioner.

Boeing regner med, at der vil blive solgt 43.600 nye passagerfly i de næste 20 år. Den amerikanske fabrikant håber naturligvis, at mange af dem vil være den kommende og hidtil største 737 model – MAX 10. (Foto: Boeing)
660.000 af dem er piloter, en million er kabine-personale i flyene, og de resterende 710.000 er flymekanikere og andre teknikere til vedligehold af de mange airlinere.
De store tal fremgår af Boeings netop offentliggjorte ”2025 Pilot and Technician Outlook” (PTO), der dækker både civile passager- og fragtfly. Militærfly er ikke med.
Boeing venter, at efterspørgslen efter de mange nye piloter kun kan imødekommes ved at tage ny teknologi som AI samt Virtual og Augmented Reality teknologi i brug under uddannelsen.
Boeing vurderer, at den største efterspørgsel efter nye fly og mere personale vil komme fra flyselskaber i Europa og Mellemøsten (”Euroasia”), Nordamerika og Kina. De tre regioner vil stå for 60 procent af de globale ansættelser.
Den største fremgang i procent vil dog komme fra det sydlige og sydøstlige Asien. Her skal antallet af ansatte tredobles i de næste tyve år.

(Grafik: Boeing)
I øjeblikket er der omkring 315.000 piloter ansat i verdens flyselskaber. Dette tal vil blive næsten fordoblet til 610.000 i 2044. Det er en vækst på 94 procent!
Endnu mere vil antallet af kabinefolk vokse i de kommende 20 år. Det er dem, vi ikke længere må kalde stewardesser og stewarder. Deres antal vil stige fra 335.000 i dag til 675.000 i 2044.
Knap så stærkt går det hos flymekanikere og teknikere, der har deres arbejde nede på jorden, mens piloter og kabinefolk er flyvende som en væsentlig del af deres job.
Deres antal vil gå frem med 83 procent fra 185.000 her i 2025 til 320.000 om tyve år, spår Boeing.
Da den nye rapport stammer fra Boeing, undlader den amerikanske flyfabrikant naturligvis ikke at fremhæve behovet for selskabets egne fly.
Boeing regner således med, at der vil være omkring 49.640 Boeing fly i anvendelse i 2044. Langt de fleste af dem vil være nye maskiner, som bygges i de næste to årtier….
(Indledningsfoto til artiklen: Andrej Lisakov / Unsplash)





Skriv et svar