Danmarks største lufthavn er en ganske fornuftig forretning, som en stout jyde sikkert vil sige efter at have set det netop udsendte regnskab for første kvartal i Københavns Lufthavn (CPH).
I januar, februar og marts fløj i alt 6,2 millioner passagerer vil København, hvilket er syv procent flere end i samme tidsrum for et år siden.
Hvis fremgangen fortsætter i samme tempo resten af året, regner CPH med at passere 32 millioner rejsende her i 2025. Sidste år gik knap 30 mio. rejsende gennem lufthavnens gates og terminaler.
Københavns Lufthavn kom ud af første kvartal med et overskud før skat på 104 millioner kroner. Den samlede omsætning passerede milliarden med sine 1.075 millioner kroner.
Omsætningen er fordelt med 632 mio. kroner fra den ”aeronautiske” del. Den kommer fra flytrafikken og er steget med fire procent.
Den ikke-aeronautiske del er på 443 mio. kroner og dækker indtjening fra shopping centret, parkerings-forretningen, udlejning af bygninger og lokale samt hotellerne i lufthavnen.
Denne omsætning er negativt påvirket af, at flere butikker og spisesteder er midlertidigt lukket på grund af byggeriet med udvidelsen af Terminal 3.
Til gengæld går det støt fremad med især de lange inter-kontinentale ruter til og fra Københavns Lufthavn. Her er antallet af passagerer steget med hele 14 procent.
Blandt disse ruter udgør fly til og fra USA en meget stor del, og her mærker lufthavnen bestemt ikke den modstand mod USA og amerikanske varer, der ellers præger danskere.
I årets første tre måneder har USA-ruterne faktisk haft 19 procent flere rejsende end sidste år.
Forklaringen er dels, at SAS har valgt at samle de fleste af sine amerikanske ruter i København. Dels, at over halvdelen af de USA-rejsende ikke er danskere.
Det er i stedet transfer-passager fra Skandinavien og Europa, der benytter København til at flyve videre til USA. Eller omvendt, der bruger den danske hovedstad som springbræt videre ud i Europa.
I alt kan CPH her i sommer tilbyde 32 langdistance-ruter, hvor de fem mest populære i årets første tre måneder var Doha i Qatar, Dubai i Emiraterne, Bangkok i Thailand samt New York og Los Angeles i USA.
I øvrigt fejrer Københavns Lufthavn 100-års jubilæum her i 2025. Der er noget af en forskel fra græsmarken på Amager i 1925 og den store travle lufthavn i 2025, hvor omkring 10.000 mennesker har deres daglige arbejde….
(Indledningsfoto til artiklen: Københavns Lufthavn)





Skriv et svar