For tredje år i træk har turismen sat ny rekord i vores lille land.
De foreløbige tal fra Danmarks Statistik viser således et tal på næsten 66 millioner overnatninger.
Fremgangen er dog ikke helt så voldsom stor, kommenterer Danmarks nationale rejsebureau VisitDenmark. Beskedne 1,1 procent.

Besøgende fra Tyskland udgør klart det største antal turister i Danmark. (Foto: Niclas Jessen / VisitDenmark)
Samtidig er det tydeligt, at det er udenlandske overnatninger, der bærer væksten. De danske gik lidt tilbage i 2025.
Udenlandske overnatninger nåede således op på 35,3 millioner, hvilket er en stigning på 3,1 procent.
Især amerikanske turister strømmer til Danmark i store tal, og tyskerne udgør det klart største folkefærd på besøg i Danmark.
Danskerne overnattede 30,6 millioner gange på hoteller, hostels, vandrehjem, feriecentre og på campingpladser her i landet – et fald på 1,2 procent.

(Infografik: Danmarks Statistik)
Stigningen i de udenlandske overnatninger kommer oven på flere år med rekord-vækst, og selvom fremgangen fortsætter i 2025, er stigningen dog lidt mindre end året før.
“Efter nogle år med stor fremgang i de udenlandske overnatninger bevæger vi os mod et mere naturligt og stabilt leje,” konstaterer Katja Moesgaard. Hun er CEO i VisitDenmark.
”Dansk turisme står på et stærkt fundament, men væksten kommer ikke af sig selv. Denkræver, at vi bliver ved med at investere og arbejde målrettet for at vise, hvad Danmark har at byde på,” fortsætter hun.
Begejstringen er til gengæld ikke helt så stor, når færre danskere rejser og overnatter ude i deres eget land:

(Infografik: Danmarks Statistik)
”Det er nu tredje år i træk, vi ser et fald i danske overnatninger, og det er en udvikling, vi skal tage alvorligt. Siden 2023 har vi mistet næsten 2 millioner danske overnatninger,” siger Martin Perregård-Bitsch. Han er forperson for Danske Destinationer.
”Knapt halvdelen af alle overnatninger i Danmark kommer fra danskere, der holder ferie i eget land. Det betyder, at danskerne spiller en helt afgørende rolle for helårsturismen, for beskæftigelsen og for væksten uden for højsæsonen,” siger han videre.
Her til sidst nogle flere detaljer om turist-udviklingen i Danmark:
Tyskland leverede 21,7 millioner overnatninger sidste år. Det er en fremgang på 2,5 procent.
Amerikanerne strømmer til Danmark. De nåede op på 1,2 millioner overnatninger sidste år, hvilket svarer til en stigning på 8,3 procent.
- Hollænderne holder niveauet fra 2024 og ender på 1,8 millioner. overnatninger.
- Norge gik også i 2025 tilbage med 4,4 procent og står dermed for 1,5 millioner overnatninger.
- Sverige gik frem med 3,6 procent efter nogle år med tilbagegang. Svenskerne lander på 1,5 mio. overnatninger.
- Storbritannien gik tilbage med 3,2 procent oven på nogle år med høj vækst og står nu for 1,1 millioner overnatninger.
- Frankrig voksede i 2025 med 3,9 procent til 518.202 overnatninger.
- Italien gik tilbage med 1,3 procent og landede på 478.196 overnatninger sidste år.
Tallene fra Danmarks Statistik er foreløbige og dækker kun overnatninger på steder, der har mindst 40 sengepladser.
De endelige tal vil blive offentliggjort i april, og de har også mindre overnatnings-steder med….
(Indledningsfoto til artiklen: Paolo Ghedini / Unsplash)





Skriv et svar