Det er ikke længe siden, at jeg her på Trends & Travel kunne fortælle, at Nice ville indføre skrappe nedskæringer i det antal krydstogtskibe og -passagerer, som den populære sydfranske havneby ville have besøg af.
Det var Nice’ byråd med borgmester Christian Estrosi i spidsen, som ville imødegå overturisme med disse indgreb.
Nice var inspireret af Venedig, der har indført lignende grænser sidste år. Således måtte der efter planen ikke anløbe krydstogtskibe med mere end 900 passagerer i Nice.
Disse planer holdt dog ikke særligt længe, for nu har en fransk domstol afgjort, at nedskæringerne ikke er lovlige, skriver det franske dagblad ”Le Monde.” Både store og små krydstogtskibe må også fortsat besøge Nice.
Helt anderledes med Barcelona i Spanien – se artiklens indledningsfoto.
Her vil man frem til 2030 begrænse antallet af krydstogt-gæster fra nu 37.000 om dagen til fremover 31.000.

Havnen i Nice er for lille til at håndtere de store krydstogtskibe. (Foto: Nice Tourist Information)
Det vil Barcelona ganske enkelt gøre ved at skære antallet af terminaler, som krydstogtskibe kan ankre op ved, fra i dag syv til i fremtiden kun fem.
Barcelona vil alligevel fortsætte med at være en af de mest trafikerede krydstogt-havne i Middelhavet.
Ifølge Barcelonas borgmester Jaume Collboni Cuadrado er det første gang i historien, at byen vil sætte en stopper for den konstant voksende krydstogt turisme.
I øjeblikket får Barcelona omkring 3,65 millioner krydstogt gæster om året. Det er dog kun en lille del af de i alt 30 millioner turister, som byen får besøg af.
Dem forsøger Barcelona også at sætte en grænse for, selvom det vil gøre ondt i pengekassen. Ligesom i andre spanske regioner er udenlandske turister afgørende for økonomien.
Barcelona har bl.a. skåret antallet af godkendte Airbnb lejeboliger drastisk ned. Det sker efter voldsomme protester fra lokale indbyggere, der ikke længere har råd til et sted at bo, fordi Airbnb presser priserne op….
(Indledningsfoto til artiklen: IQCruising.com)





Skriv et svar