Hvis I har planer om at tage til f.eks. Emiraterne og Qatar eller har bestilt en flyrejse til Asien, der passerer hen over den Persiske Golf, må I nok regne med enten aflysninger eller længere flyvetid i den kommende tid.
Det skyldes USA’s fornyede krig mod Iran, hvor raketter, droner og missiler kan blive farlige for den civile luftfart.
Derfor har EU’s agentur for fly-sikkerhed EASA fornyet sine advarsler til flyselskaber og samtidig skærpet sit tonefald.
EASA siger nu, at flyselskaber skal undgå luftrummet over Emiraterne, Qatar, Iran, Bahrain, Kuwait og Oman golfen. Det gælder både fly, der vil lande i de pågældende lande og maskiner, der krydser området på vej til Asien. Sidstnævnte må flyve en omvej.
Det er kun en uge siden, at EASA ophævede sin seneste advarsel for området, efter at situationen var forbedret oven på den foreløbige freds-aftale mellem USA og Iran.
Den oprindelige advarsel sagde kun, at flyselskaberne skulle være forsigtige med at bruge luftrummet i de nævnte lande plus Israel, Jordan, Libanon, Oman og Saudi-Arabien.
Med andre ord er EASA’s tekst nu blevet skærpet. Risikoen for at blive uskyldigt involveret i stridighederne mellem Teheran og Washington er vokset betragteligt i de seneste par dage, oplyser EU’s kontor for fly-sikkerhed.
De nye EASA-regler gælder frem til den 29. juli. Skal I rejse til eller over området i den periode, bør I nok kontakte jeres flyselskab eller rejsebureau for at høre, om der er sket ændringer med jeres billetter….
(Indledningsfoto til artiklen: Fredrik Öhlander / Unsplash)





Skriv et svar