Flyvelederne strejker nu igen i Frankrig fra i morgen og kan påvirke mange danskeres tidlige efterårs-ferie.
Ryanairs topchef Michael O’Leary er som altid stiktosset og forlanger, at EU griber ind over for strejkerne.
Sikkert forgæves, fordi EU helst vil undgå at blive involveret i uenigheder i de enkelte medlemslandes arbejdsmarkeder.
Faktum er imidlertid, at de franske flyveledere går i strejke fra den 7. til den 10. oktober. Den vil ikke kun gå ud over tusinder af fly til og fra Frankrig, men kan samtidig påvirke fly der skal passere hen over Frankrig – f.eks. på vej fra Nordeuropa til Spanien.
Strejken skulle oprindeligt være foregået i september, men blev afblæst fordi den franske regering blev udskiftet.

Ryanair vurderer, at de franske flyvelederes strejke vil aflyse rejser for 100.000 Ryanair passagerer. (Foto: Niels Baars / Unsplash)
Det har åbenbart ikke hjulpet på flyvelederens utilfredshed med politikernes nedskæringer i de offentlige udgifter for at tackle landets enorme gæld.
Forsikrings-selskabet Gouda advarer om, at rejseforsikringen i den slags tilfælde ikke kan hjælpe med andet end rådgivning.
Der er nemlig tale om en planlagt strejke og dermed ikke en uforudset hændelse, som forsikringen typisk ville dække.
Derfor anbefaler Gouda Rejseforsikring, at man tager sine forholdsregler og laver en plan B. Især, hvis man allerede nu har flybilletter til og fra Frankrig i de tre dage:
”Kontakt først og fremmest flyselskab eller rejsebureau og spørg, om rejsen stadig kan gennemføres, eller billetterne eventuelt skal bookes om til andre afgange,” siger Louise Hertzum Andersen. Hun er fagchef i Gouda.
“Det kan være en god idé at pakke lidt ekstra fornødenheder i håndbagagen som tøj og bleer, hvis man rejser med små børn. Så er man dækket ind, hvis der opstår længere forsinkelser med f.eks. en længere varende mellem-landing,” fortsætter hun.

Ryanairs topchef Michael O’Leary elsker at tale med store bogstaver. Denne gang går det igen ud over EU Kommissionens formand Ursula von der Leyen, som O’Leary mener gør alt for lidt for flyrejsendes rettigheder. (Foto: Ryanair / Skynews)
Hver gang der er større strejker i europæiske lufthavne, plejer Ryanair straks at være ude med riven og forlange, at de lokale regeringer og EU griber ind.
Det skyldes selvfølgelig, at Ryanair er Europas største flyselskab og derfor er ekstra hårdt ramt på grund af sine mange afgange på kryds og tværs af Europa.
Ifølge Ryanairs topchef vil omkring 100.000 passagerer få deres fly aflyst på grund af de franske flyvelederes strejke.
O’Leary er særligt irriteret over, at også de såkaldte overflyvninger bliver ramt. Det er fly, der ikke lander eller letter i franske lufthavne, men bare passerer gennem landets luftrum.
For Ryanair vil det betyde omkring 600 aflysninger pr. dag – ud af flyselskabets i alt 3.500 daglige flyvninger. Økonomisk vil strejken koste flyselskabet 200 millioner engelske pund eller xxxx kroner.
Det er dog ikke pengene, som irriterer O’Leary mest, fortæller han til det engelske nyhedsmedie Sky News. Dem har Ryanair nok råd til.

Gouda Rejseforsikring regner med, at de franske lufthavne vil være ret tomme i de kommende dage. (Foto: Gouda)
Hvad der generer ham mest er, at strejken rammer helt uskyldige rejsende, som ikke har noget med forholdene i Frankrig at gøre. Desuden er det et fundamentalt brud på retten til fri bevægelighed i EU.
Derfor sender Ryanair nok engang en direkte henvendelse til EU Kommissionens formand Ursula von der Leyen om at gribe ind.
Hende har Ryanair for længst givet øgenavnet ”Ursula von Derlayed Again”, fordi hun aldrig har gjort noget ved flyselskabets klager.
Gouda Rejseforsikring er knap så krigerisk i sine udmeldinger. Selskabet nøjes med at give nogle gode råd til danske rejsende, som kan blive ramt af de franske strejker:
Når der sker forsinkelser og aflysninger som følge af en planlagt strejke, kan rejseforsikringen typisk kun hjælpe med råd og vejledning. Det er dit flyselskab eller rejsebureau. der har pligt til at sørge for erstatning eller ombooking.
Hvis dit fly bliver aflyst, har du normalt krav på fuld refundering, en ombooking eller en senere ombooking efter eget valg.
Du har dog ikke krav på erstatning i forbindelse med aflysninger eller forsinkelser, hvis flyselskabet kan dokumentere, det skyldtes en strejke….
(Indledningsfoto til artiklen: Eurocontrol / Facebook)





Skriv et svar