Det kan godt være, at mobiltelefoner, laptops og tablets er smarte at have med på sin ferie. Mange vil mene, at de var helt uundværlige. Det synes jeg f.eks. Omvendt behøver man jo ikke at flashe dem overalt – ved poolen, i baren, ved stranden eller i restauranten.
Her på Trends & Travel har jeg tidligere skrevet om hoteller, der (nærmest) har forbudt elektroniske gadges hos deres gæster. De skal slappe af, når de er ude at rejse – ikke stresse videre som derhjemme.
Det er bl.a. devisen hos et lille tysk provins-hotel og hos en amerikansk hotelkæde. Sidstnævnte belønner ligefrem gæsterne med bonus point og opgraderinger, hvis de holder mobil og notebook slukket under opholdet.

Det er i og langs denne store River Pool på Ayana Ressort & Spa, at gadgets er forbudt. (Foto: Ayana)
Nu følger en af Balis luksus resorts i samme fodspor. Ferie-paradisets fem-stjernede Ayana Resort & Spa har bandlyst alle elektroniske gadges hos sine gæster.
Forbuddet gælder i første omgang området i og omkring Ayanas største swimming pool, der til tider har lignet en telefon central bemandet med halvnøgne mennesker.
Bliver ferie-hotellets nye ”In the Moment” kampagne en succes, vil Ayana udvide forbuddet til andre fælles områder af det luksuriøse resort.

Denne situation er bandlyst ved Ayana hotellets store swimming pool. (Foto: Pixabay)
På hotelværelserne vil smartphones, laptops osv dog ikke blive bandlyst. Dér kan gæsterne nyde privatlivets fred, så længe de ikke generer andre.
Ledelsen af Ayana Resort & Spa mener ganske fornuftigt, at gæsterne burde koble sig offline, når de holder ferie. De skal nyde deres fritid og ”jeg-tid” 100 procent uden at skulle tænke over telefonkald, e-mails og, hvad der foregår i de sociale medier.
Ayana tager sine første anti-gadget skridt lidt forsigtigt. Lige nu har man indført forbuddet ved ressortets River Pool – se foto. Bandlysningen gælder også kun mellem kl. 0900 og 1700.

Hvis man vil arbejde med smartphone og laptop om dagen, må man gemme sig på hotelværelset i Ayana på Bali. (Foto: Ayana)
De fem-stjernede hotel på Bali markedsfører sin River Pool som en ”oase af ro og afslapning”. Det kan kun lade sig gøre uden ringende smartphones her og der og alle vegne.
Store skilte langs poolen gør opmærksom på gadget-forbuddet, og det samme gør hotel-ansatte diskret, hvis gæster skulle overtræde reglerne. De vil til gengæld blive tilbudt at lægge de elektroniske dimser i små skabe med lås.
Som en ekstra påmindelse om gadget kampagnen serverer barerne i Ayana Resort & Spa en forfriskende og velsmagende cocktail – ved navn ”In the Moment” naturligvis….

Ayana hotellet har både værelser og hytter, man kan leje. Udsigten er bare smuk. (Foto: Ayana)