I 2024 rejste knap hver femte dansker alene på ferie til udlandet. En stigning fra 16 procent i 2023 og 15,5 procent i 2022.
Det viser tal fra Danmarks Statistik, der også afslører, at en femtedel af danskerne planlægger at rejse på egen hånd i de næste fem år.
Med andre ord er solo-rejser en voksende trend – og bestemt ikke kun hos danskerne.
Syd for grænsen i Tyskland er denne type rejse langt mere udbredt. Ifølge analysefirmaet YouGov var over halvdelen undervejs på alene-ferie i det seneste år. Mere præcist 54 procent.

(Foto: MemoryCatcher / Pixabay)
Rundspørgen er helt ny og blev gennemført i august på vegne af den tyske rejseportal Travelzoo.
Her oplyser man, at solo-rejser byder på langt flere fordele end ulemper. Uanset, om man tager på storby-trip, tilbringer ferien på en solrig strand eller satser på en eventyr-rejse fuld af oplevelser.
Solo-rejser betyder, at man kan bestemme sit eget tempo. Man skal ikke tage hensyn til medrejsende. Man kan lære nye mennesker at kende og opdage verden på sin helt egen måde.
Ifølge den tyske undersøgelse vælger 52 procent alene-rejsen for at gøre noget godty for sig selv, mens 32 procent søger eventyret og vil prøve nye ting.

Den største irritation er, at mange hoteller gør enkelt-værelser dyrere. (Foto: Travelzoo)
Næsten lige så mange – 29 procent – nyder den tid, de får til at tænke over deres eget liv i ro og mag.
En fjerdedel -25 procent – benytter solo-rejsen til at flygte fra deres hverdag, og 20 procent vil gerne bevise over for sig selv, at de godt tør og kan gennemføre sådan et projekt. For mange uden tvivl første gang, at de rejser på egen hånd.
Desværre kan der også være udfordringer undervejs. Det virker nemlig ikke, som om især hoteller og krydstogt-rederier har tilpasset sig den nye trend.
De tager fortsat højere priser for enkelt-værelser og -kahytter. Typisk mellem 30 og 50 procent i tillæg. Noget, som 47 procent af de solo-rejsende udpeger som det største irritations-moment.

Man kan sagtens være solo-rejsende i en gruppe. (Foto: Travelzoo)
Fordelene er dog fortsat langt i overtal: Mange oplever således solo-rejser som en særlig livsfølelse.
Allerede før de skal på deres første rejse på egen hånd, føler de en blanding af forventningens glæde og nervøsitet. 49 procent siger, at de nærmest blev lidt ophidsede af, hvad der skulle ske.
Dem, der rejser alene, oplever ofte ferien som en frihed. For 46 procent er denne følelse selve drivkraften i at tage af sted på egen hånd.
Derfor er rejsen en belønning til sig selv for over halvdelen. Den skaber en lille offline periode, hvor man kan være alene uden hele tiden at skulle tænke på familie, job og venner.

Solorejser giver mulighed for at opleve naturen meget bedre end, havde man familie og venner med på slæb. (Foto: Chris Anderson / Unsplash)
Ensomhed er ikke en risiko, vurderer flertallet af solo-rejsende. 60 procent svarer, at de kun sjældent eller slet ikke har følt sig alene på deres rejse.
Mange peger også på solo-rejser i en gruppe er en rigtig god oplevelse. Her kan man møde nye mennesker, og der opstår ofte mere spændende samtaler, når man ikke har den sædvanlige familie og venner med på slæb.
På gode grupperejser for solo-gæster beholder hver enkelt deltager også flere frie dage, som han eller hun kan udforme helt efter egne ønsker.
Netop denne blanding af at være uafhængig og samtidig del af et fællesskab skal gøre solo-rejser i en gruppe til en oplagt rejseform for mange. Især begyndere ud i solo-rejser.
Endelig viser Travelzoos rundspørge, at de mest populære former for solo-rejser er storby-trips med 40 procent – fulgt af strand-ferier med 36 procent, natur-oplevelser med 29, wellness ophold med 26 og kulinariske rejser med 21 procent….
(Indledningsfoto til artiklen: Look Studio / Freepik)





Skriv et svar