(Opdateret) Hvis I forbereder en ferie i udlandet, skal man huske på, at rejsen ikke kun handler om at købe solcreme og planlægge spændende udflugter.
Det er også vigtigt at overveje behovet for at lade sig vaccinere mod sygdomme, som stadig optræder derude, men næsten ikke længere eksisterer herhjemme i Danmark.
Rabies eller hunde-galskab er en af dem.
Den frygtede sygdom er udbredt blandt dyr i mange lande og kan smitte både mennesker og dyr. Altså også ens kæledyr, hvis man har sådan et med på rejsen.
Sygdommen er i værste fald dødelig, hvis man ikke er vaccineret eller kommer hurtigt under lægelig behandling. Den er hvert år skyld i ti-tusinder af dødsfald verden over.

De amerikanske sundheds-myndigheder siger, at risikoen for at blive smittet med rabies er ekstra stor i bl.a. Indien. (Foto: Elle / Unsplash)
Derfor hører rabies til de risici, som Statens Serum Institut (SSI) anbefaler at blive vaccineret for i god tid inden afrejse fra Danmark. Især, hvis man vil besøge et land med mange gadehunde.
Desuden anbefaler SSI, at man undgår kontakt med alle fremmede dyr, når man er på rejse i udlandet.
”Rabies forårsager stadig mellem 50.000 og 100.000 dødsfald om året på verdensplan.Derfor producerer vi årligt over 100 millioner doser rabies vaccine til dyr,” fortæller Lene Thaulow.
Hun er Technical Manager, Pets, hos det tyske medicinal-firma Boehringer Ingelheims afdeling i Danmark.
De amerikanske sundheds-myndigheder – Centers for Disease Control and Prevention (CDC) – har også lige udsendt advarsler om, at man skal passe ekstra meget på med at rejse til Indien eller Haiti. Her skal risikoen for at blive smittet med rabies være ekstra stor.

Her er et verdenskort over lande, hvor rabies er udbredt eller udryddet. (Illustration: Boeringer Ingelheim)
Selvom de fleste rabies-overførsler til mennesker sker via hunde, kan alle smittede pattedyr sprede infektionen.
F.eks. den søde kat, man gerne vil klappe, aben der forsøger at stjæle ens mad eller flagermusene i de grotter, man har planlagt at besøge.
Rabies er en sygdom, der smitter gennem spyt fra inficerede dyr – primært via bid eller kradsemærker.
Klassisk rabies er ikke blevet påvist i vilde dyr i Danmark siden 1981 og i kæledyr siden 1982. Risikoen er der dog stadig for både danskere og deres kæledyr, der rejser til udlandet.
Siden 2010 er antallet af danskere, der har fået rabies vaccine efter mulig smitte i udlandet, fordoblet. I 2024 blev 340 personer behandlet efter et dyrebid.
Ifølge Boehringer Ingelheim forekommer klassisk ”sylvansk” rabies hos kød-ædende dyr som hunde, katte, vaskebjørne, aber og ræve samt visse flagermus i Amerika.
Denne type rabies er ikke til stede i Danmark ud over nogle få eksempler i Grønland. Den er også sjælden i Nordeuropa,, men er langt mere udbredt i Afrika og Asien.
Her er til sidst en række gode råd til folk, der vil rejse til et land, hvor rabies forekommer. I den forbindelse er det vigtigt at planlægge i god tid for at beskytte sig selv og eventuelt sit kæledyr.
- Tal med din læge om, hvorvidt du bør vaccineres mod rabies. Husk at gøre det i god tid, da vaccinen kræver to doser med mindst en uges mellemrum.
- Rejser du med dit kæledyr – få tjekket om det skal vaccineres. Den er f.eks. obligatorisk ved indrejse til de fleste EU-lande og skal foretages mindst tre uger før afrejse.
- Kend symptomerne på rabies. De er feber, hovedpine og utilpashed samt føle-forstyrrelser omkring eventuelt
- Et bidmærke. Efterfølgende udvikler det sig til kramper og lammelser. Kontakt en læge, hvis disse symptomer viser sig.
- Hvis du bliver bidt under din rejse, eller hvis du opdager en flagermus på dit hotelværelse, er det vigtigt at reagere med det samme.
- Er du ikke vaccineret, kræver det fire til fem doser så hurtigt som muligt. Er du allerede vaccineret, kan to ekstra doser stadig være nødvendige ved mistanke om smitte.
- Da der ikke findes nogen kur mod rabies, er det afgørende altid at handle hurtigt….
(Indledningsfoto til artiklen: Boehringer Ingelheim)





Skriv et svar