
Mens Corona pandemien hærgede verden for et par år siden, var ”digitale nomader” et af tidens virkeligt hotte temaer.
Flere og flere danskere arbejdede hjemmefra og fandt ud af, at de lige så godt kunne flytte udenlands til en varm og solrig strand sydpå.
Bare den havde en god internet- og mobil-forbindelse, kunne man sagtens ordne det meste af arbejdet med en laptop foran sig.
Nomade-trenden kunne også følges i stadig flere lande, der indrettede nye typer arbejds-visa, så udlændinge kunne opholde sig problemfrit i f.eks. seks måneder ad gangen eller endnu længere.
I den forbindelse kommer det ofte som en overraskelse, at man skal kunne dokumentere en vis indtjening for at få adgang til et af disse visa. Desuden skal man have en god rejseforsikring.
Samtidig begyndte en stribe danske hoteller at tilbyde værelser, der kunne lejes over kortere eller længere perioder til en blanding af arbejde og overnatning.

Under Corona pandemien var digitale nomader et af de hotteste nye områder i rejsebranchen. (Foto: Andrea Piacquadio / Pexels)
Nogle af hotellerne ændrede f.eks. indretningen af en række værelser, så de bedre kunne bruges som kontor.
Andre satsede på at give et godt tilbud på et mix af værelse og adgang til pc’er og internet i særlige ”co-working” områder af hotellet.
I den periode modtog jeg her på Trends & Travel flere gange om ugen henvendelser fra fjerne turistlande og danske hoteller, der alle havde digital nomade stående i overskriften.
Efter at pandemien er overstået, har der til gengæld været meget mere tavst. Kun med mellemrum dukker der nyheder op, hvor lande i Sydeuropa, Karibien eller Asien melder om nye typer arbejds-visa.
De fleste virksomheder – både offentlige og private – har også kaldt deres ansatte tilbage på kontoret fra deres hjemme-arbejdspladser.
OK – mange har åbnet for større fleksibilitet, så de ansatte kan arbejde hjemme en eller to dage om ugen.

Nanna Frederiksen og Lukas Seerup Nielsen har stiftet det nye rejsebureau Boarding Bali, der har specialiseret sig i at hjælpe digitale nomader godt i gang. (Foto: Boarding Bali)
Det er dog langt fra tilstrækkeligt for at være digital nomade, der kræver, at man flytter udenlands med sin laptop og sit arbejde.
Derfor er digitale nomader nok mest freelancere, skribenter, programmører, designere, fotografer, bloggere, reklamefolk, influencere eller special-konsulenter, som arbejder selvstændigt og ikke behøver at se kollegerne ved kaffemaskinen flere gange om dagen.
Netop disse mennesker er målgruppen for det nye danske rejsebureau ”Boarding Bali”.
Bureauet vil arrangere gruppe-rejser for unge, som drømmer om at blive digital nomade. På Bali vil bureauet så også hjælpe kunderne med at etablere en egen online forretning.
Ifølge Boarding Bali findes der ingen specifikke tal på præcis, hvor mange danskere der lever som digitale nomader.
Ifølge en undersøgelse fra den internationale rejseportal Skyscanner er der omkring 40 millioner på verdensplan. Et tal, som er vokset med 10 millioner i de seneste tre år.

Det nye danske rejsebureau har fokuseret på Bali som stedet, hvor digitale nomader skal flytte til. Det vil dog også gerne hjælpe med andre destinationer. (Foto: Ruben Hutabarat / Unsplash)
Bag Boarding Bali står Nanna Frederiksen og Lukas Seerup Nielsen.
Nanna har haft sit eget nomade-eventyr som freelancer i 2023, mens Lukas er serie-iværksætter og stifter af bl.a. reklame-bureauet Space. Han begyndte også som digital nomade for to år siden.
De to fortæller, at de har modtaget mange forespørgsler på, ”hvordan man gør”. Mange har også haft svært ved at konkretisere, hvad de gerne vil.
Boarding Bali vil tilbyde hjælp helt fra drømme-fasen og til og med den første ekspedition som digital nomade.
Det sker f.eks. med assistance til en konkret forretnings- og eksekverings-plan. Samtidig får de nomaderne in spe værktøjer som undervisning i præsentations-teknik og gode råd til, hvordan man pitcher sig selv ind til kunder.
Det nye bureau har udvalgt Bali som sit fokus-område. Den smukke ø på sydspidsen af Indonesien er lidt af et paradis for digitale nomader og et samtidig et af de mest eftertragtede destinationer at holde ferie i….
(Indledningsfoto til artiklen: Molly the Cat / Unsplash)
Skriv et svar