Turister gider ikke kun vade rundt i storbyer på gåben eller chaufferes rundt i store sight seeing busser.
De vil også meget gerne opleve byerne fra vandet, hvor det er muligt. Det er jo langt fra alle storbyer, som er begavet med et netværk af kanaler og en havn, der kan bruges til formålet.
Ifølge en ny undersøgelse fra rejsegiganten TUI’s særlige Musement division er over 85 procent af de europæiske storby-turister interesserede i at opleve byen fra en båd.
Det giver nemlig muligheden for at kigge rundt i en afslappet stemning og se seværdigheder fra en ny vinkel.

København ender på en europæisk femteplads på grund af sine populære havne-rundfarter og tilbud til turister om at lære byen at kende fra vandsiden via kajakker og små elektriske både. (Foto: Ava Coploff / Unsplash)
TUI Musement har gennemført analysen ved hjælp af at tælle Google-søgninger i perioden mellem maj 2024 og april 2025. Bagefter har man rangeret Europas mest populære storbyer til både på en Top-10 liste.
Den toppes næppe overraskende af Amsterdam på grund af byens mange hyggelige kanaler. Paris ligger også højt takket være bådture på Seine floden, mens København lander på en femteplads.
Her er TUI’s Top-10 over de mest populære storbyer til bådture – baseret på antal online søgninger:
- Amsterdam – 257.200
- Brugge – 175.400
- Paris – 112.300
- London – 98.000
- København – 81.200
- Budapest – 77.700
- Berlin – 75.800
- Stockholm – 69.100
- Venedig – 67.200
- Prag – 60.100
(Indledningsfoto til artiklen: TUI)





Skriv et svar