Truemag

  • Trends
  • Rejser
  • UnderholdningGood Mood
  • Home
  • Leifshows.dk
  • Kontakt os
Home Tog kan være billigere end fly

Tog kan være billigere end fly

For nogle år siden skræmte den unge miljø-aktivist Greta Thunberg masser af svenskere fra flyet og over i toget, fordi det forurenede meget mindre.

Svenskerne kreerede sågar begrebet ”Flygskam”, som skulle det gøre pinligt at rejse med fly.

I dag er Sverige meget mere afslappet med hensyn til flyrejser. Svenskerne har sågar afskaffet sin skat på flybilletter, som landet var et af de første til at indføre.

Nu kommer der så et svensk bevis på, at togrejser ikke kun er mere klima-venlige, men ofte også billigere end at tage flyet mellem to byer.

Den nye rapport kommer fra svenskernes pendant til DSB – SJ eller Statens Järnvägar – der har ladet forskere fra Kungliga Tekniska Högskolan i Stockholm foretage målingerne.

Her har man sammenlignet billetpriserne på fire populære indenrigs rejser mellem Stockholm og henholdsvis Malmø, Umeå, Sundsvall og Göteborg. På de ruter kan man både tage tog og fly.

Det er billigere at tage lyntoget fra Malmø til Stockholm end at flyve mellem de to byer. (Foto: SJ)

Ifølge den nye rapport var det i 2024 betydeligt billigere at tage ruten med tog end med fly:

Gennemsnits-prisen på en Economy Class flybillet, som kunne ombookes, var mellem 2,4 og 4,5 gange dyrere end en tilsvarende billet i et af SJ’s lyntog.

Mere præcist koster en flybillet fra Göteborg til Stockholm i gennemsnit 936 svenske kroner. Det svarer til ca. 650 danske. Togbilletten kunne man få for 746 svenske spän eller ca. 520 danske.

Forskellen er endnu større, hvis man vil rejse mellem Sundsvall og Stockholm. Her skal man betale i snit 3.176 svenske kroner for en flybillet, men kun 712 kroner i tog.

Disse tal er alene for flybilletterne, men tager man rejsen fra byernes centrum til deres lufthavne med i beregningerne, bliver forskellene enorme. Så koster flyrejsen mellem 2,7 og 5,5 gange mere end toget.

SJ har også et konkret eksempel: Tager man transport-omkostningerne til og fra lufthavnene med i beregningerne, koster en rejse fra Malmø til Stockholm i gennemsnit 2.691 svenske kroner i fly og 1.014 med tog.

Arlanda lufthavnen ligger så langt fra Stockholms centrum, at køreturen ud til lufthavnen tager mere tid end den efterfølgende indenrigs flyrejse. (Foto: Swedavia)

Kun, når man gik efter de absolut billigste flybilletter på ikke-travle tidspunkter af dagen, var det muligt at finde billigere afgange med fly end med tog på strækningerne fra Stockholm til Göteborg og Malmø.

SJ tilføjer, at det flyselskab, der tilbød de billige billetter sidste år, i mellemtiden har opgivet det svenske indenrigs marked.

Selvfølgelig har togrejserne også deres ulemper. De tager længere tid. Også, når man indregner transporttiderne fra bykerne til lufthavn.

Til gengæld har SJ typisk flere afgange hver dag mellem Sveriges større byer, end flyselskaberne tilbyder.

De nye svenske resultater kan også være interessante, når man sammenholder dem med en ny fransk analyse fra tog-booking-selskabet Trainline, som Trends & Travel skrev om forleden dag.

Den viser, at det ofte er hurtigere at tage lyntog mellem de franske storbyer end at bruge indenrigs-fly….

(Indledningsfoto til artiklen: SJ)

 

 

 

maj 6, 2025Leif Bomberg
Politisk uro påvirker vores ferierKendt slotshotel ind i kæde

Skriv et svar Annuller svar

Leif Bomberg

Leif Bomberg er en erfaren journalist. Ud over Trends & Travel bestyrer han også www.leifshows.dk bloggen, der skriver om gadgets, sociale medier, teknologi og livsstil.,

6. maj 2025 Analyser, Flyselskaber, togrejsersj, sverige, Tog kan være billigere end fly
Udvalgte rejseartikler
Apple forbedrer sin Maps app
Hedebølge rammer Grækenland
Danskerne opdager Albanien
Leifshows.dk

Læs også artikler på Leifshows.dk

  • Ur-amok over et moderne lommeur
  • Dyre gamer laptops bliver billigere
  • Luftrenseren følger sin bruger
  • Næste iPhone tager på i vægt
  • Plæne-robot på den lette måde
Om os

Trendsandtravel.dk har fingeren på pulsen når det drejer som om rejser, livstil, gadgets og meget mere.

2025 © Trendsandtravel.dk - partner with Leifshows.dk