Ved I, hvad ”beach sprawling” er for noget?
Hvis ikke, bør I nok lige tjekke det ud, for ”beach sprawling” er et fænomen, der spreder sig hurtigt på badestrande i USA, i Sydeuropa og er blevet registreret i Tyskland.
”Beach sprawling” er et svar på de voldsomme prisstigninger, mange har oplevet på populære strande i år og sidste år.
I Spanien kan man således komme ud for, at lejen af en solseng med udsigt til vandet kan koste 1.200 euro eller ca. 9.000 kroner. Det er det samme som at bo på et fem-stjernet luksus-hotel.
Denne vilde pris betaler man i Club La Cabane på Costa del Sol, skriver den engelske avis ”Daily Mail.”
Også mange andre steder i Europa kan man rende ind i dyre solsenge. I La Perla del Tirreno, der ligger 60 kilometer fra Rom, koster to solsenge og en parasol 60 euro om dagen.
Hvad er det så, som turisterne gør for at svare igen på prisforhøjelser? Joh – de spreder sig mere på de områder af stranden, der er gratis.
Ordet udbredelse skal tages helt bogstaveligt. Folk sætter egne telte eller læskure op, besætter mange kvadratmeter strand og forhindrer i værste tilfælde, at andre turister ikke kan se havet for lutter andre ferierende.
Nok så slemt er, at livreddere får blokeret deres direkte udgang til havet, når de først skal løbe i siksak omkring turisternes ”private” ejendomme på stranden, før de kan nå frem til vandkanten.
I Tyskland har de store tv-stationer taget ”beach sprawling” fænomenet op, og i USA er flere feriebyer begyndt at uddele pænt store bøder for at gøre det.
Det gælder bl.a. de to østkyst-byer Ocean City i Maryland og Asbury Park i New Jersey, hvor ”beach sprawling” overtrædelser straffes med 250 dollars.
Også i sociale medier som Facebook, Instagram og TikTok kan man finde mange indlæg, hvor man ser strande fyldt med telte og pavilloner – og folk, der opfører sig, som om de ejer det hvide sand.
Jeg skal ikke kunne sige, om ”beach sprawling” også er ved at brede sig på danske strande. Risikoen er der selvfølgelig, når det bliver en trend i andre lande….
(Indledningsfoto til artiklen: Pixabay)





Skriv et svar