Danmark forventer rigtigt mange udenlandske turister denne sommer. Mange af dem tager herop for at undgå hedebølgerne sydpå, men man må bare håbe på, at de ikke rejser hertil i bil.
Så får de et chok, når de kører ind på en tank-station. Danmark har nemlig Europas dyreste benzin- og diesel-priser. Det viser en ny analyse foretaget af tjekkiske Czechvignette.cz.
Her har man sammenlignet de aktuelle benzin-priser den 28. juli i alle EU-lande, og Danmark landede øverst med en gennemsnitlig pris på 2,46 euro pr. liter. Billigst er Malta, hvor en liter brændstof til bilen kan fås for kun 1,34 euro.
Altså en forskel på 8,50 kroner pr. liter eller 425 kroner for en tankfuld på 50 liter!

De 10 dyreste benzin-lande i Europa lige nu. (Grafik: Czechvignette)
Analytikerne fra Czechvignette.cz vil dog ingenlunde fraråde udenlandske – eller for den sags skyld danske – bilister i at køre på ferie i vores land. De fremhæver København med sit spændende kulturliv, Aarhus med sine historiske gader og Jylland med sine strande, slotte og charmerende havnebyer.
Holland er næst-dyrest med priser på 2,34 euro for en liter 95 oktan blyfri benzin. Holland er nem at komme rundt i med bil. Turister bør besøge Amsterdam med sine kanaler, Rotterdams moderne arkitektur, Utrechts historiske bykerne og de mange vindmøller og blomstermarkeder ude i Hollands land-områder.
”Benzin er en af de største udgifter for folk, der kører på ferie i bil. Især for bilister, der kører over lange afstande. Derfor er det vigtigt at indregne benzin-priser i sine rejse-budgetter på linie med udgifter til overnatning samt mad og drikke,” siger Freek Jurg. Han er COO hos Czechvignette.cz.
“Kører man langt omkring i Europa, bør man indrette sine ruter, så man fylder tanken op i lande, hvor benzin-prisen er lav. Et godt bud ville være at tanke op i Sverige, inden man kører ind i Danmark,” fortsætter han.
Sverige hører nemlig – måske lidt overraskende – til blandt Europas billigste lande for benzin.
Som nævnt er Malta billigst med 1,34 euro pr. liter. I Sverige ligger prisen på 1,44 euro, mens den kun er lidt dyrere i Andorra med 1,45 euro eller Nordmakedonien med 1,46 euro….
(Indledningsfoto til artiklen er AI genereret af Trends & Travel)





Skriv et svar