Hvis I har den opfattelse, at krydstogter udelukkende er sejladser til søs på en afslappende facon eller stort morskab i barer, restauranter, kasinoer, pools og rutsjebaner i flere etager, må I nok tro om igen.
Flere og flere krydstogt-rederier investerer nemlig store beløb i private øer i Karibien, hvor de bygger forlystelsesparker til lands.
Meningen er, at gæsterne på de store skibe også lige skal have mulighed for at få fast jord under fødderne, mens de krydser rundt i det solrige område sydøst og syd for USA.

(Foto: Norwegian Cruise Line)
Det bedste eksempel på denne trend leverer Norwegian Cruise Line (NCL) med sin private ø Great Stirrup Cay på Bahamas øst for det nordamerikanske fastland.
Her er NCL i fuld gang med at bugge en ”Great Tides Waterpark”, som skal åbne i sommeren 2026.
Den nye vandpark er på 2,5 hektar og skal bl.a. byde på 19 rutsjebaner, en 240 meter lang ”dynamisk” flod, et pjaske-område for børn og muligheden for at springe fra klipper i vandet til de mere vovemodige.

(Foto: Norwegian Cruise Line)
Det store krydstogt-rederi regner med at få omkring en million gæster i Great Stirrup Cay i 2026. De skal komme fra 15 af NCL’s egne skibe.
Den vildeste attraktion i den nye krydstogt-park til lands bliver nok ”Tidal Tower”. Det er et 52 meter højt tårn med otte rutsjebaner – deriblandt parkens to højeste.
Gæster kan konkurrere mod hinanden på racer-rutsjebaner. De kan også drøne gennem spiraler eller benytte mere klassiske ”body slides.”

(Foto: Norwegian Cruise Line)
”Cliffside Cove” byder på en mere fredelig familie-rutsjebane med plads til fire personer. Her er der også placeret fire platforme til udspring fra tre og fire meters højde. Sidstnævnte er ikke set før i krydstogt-branchen.
Som navnet antyder, er ”dynamic river” et vandløb med stærk strøm, der adskiller sig meget fra de sædvanlige og stilfærdige ”lazy rivers.”
Undervejs i det dynamiske vand kan man holde pauser i flere swim-up barer eller svømme igennem en belyst grotte-tunnel.
Langs floden opstilles også cabanaer, som familier kan slappe af i, mens de ser andre krydstogt-gæster drøne forbi i vandet.
Som nævnt udvidet Norwegian Cruise Line tillige udbuddet for sine yngste gæster. Det sker med en 840 kvadratmeter stor ”splash zone” til børn, der indeholder både inter-aktive lege og otte små mini-rutsjebaner.
Ud over den nye vandpark benytter rederiet lejligheden til at udvide Great Stirrup Cay med en stor opvarmet swimming pool, et elektrisk tog til at køre rundt med på øen og en stor ”Great Life Lagoon” med swim-up barer, solsenge og private cabanaer.
Dertil kommer flere nye muligheder for sports-aktiviteter i en ”Horizon Park”, afslapning i ”Hammock Bay” samt ”Vibe Shore Club”, hvor kun voksne har adgang.
Samtidig bygger NCL en helt ny kaj, så flere krydstogt-skibe kan være på besøg på samme tid….
(Indledningsfoto til artiklen: Norwegian Cruise Line)





Skriv et svar